Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus

Mange har haft en mening om det kunstprojekt som AROS kunstmuseum har foranstaltet i Mindeparken i Aarhus. Deriblandt rigtig mange medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening (DN) og ja, formentlig ganske mange af jer. Og det er fuldt forståeligt – og i virkeligheden stærkt betryggende – at I reagerer prompte, når I passerer det, der mest af alt ligner en mellemting mellem en mislykket åreladning og en miljøkatastrofe. Det er imidlertid ingen af delene. Der er derimod tale om et forsøg på at fremprovokere en reaktion og efterfølgende debat om vores måde at behandle naturen på, i et moderne samfund der i mangt og meget belaster forsyningsgrundlaget over evne og fortrænger det vilde.

Noget kunne tyde på, at kunstværket har haft den tilsigtede virkning, idet de sociale medier har glødet, og både aviser, tv og radio har stået i kø for at dække begivenheden. I DN blev vi også nødt til at forholde os til projektet, efter at det indledningsvis blev hævdet, at DN angiveligt havde ”accepteret” eller på anden måde bakket op om projektet forudgående. Det var af flere grunde en absurd påstand. Først og fremmest fordi det ikke var sandt, og dernæst fordi det ikke tilkommer DN at give sin accept eller tilladelse til aktiviteter i en bypark, der ikke er omfattet af nogen form for natur- eller landskabsbeskyttelse. Det er alene en opgave for myndighederne, i dette tilfælde kommunen, der efter en konkret vurdering sagde god for projektet, og udstedte de fornødne tilladelser. Der er altså ikke tale om, at DN på nogen måde har haft indflydelse på – eller mulighed for at standse – kunstværket.

Når det er sagt, udelukker det naturligvis ikke, at DN kan – og givetvis bør – danne sig en mening om installationen, og reagere i overensstemmelse med en sådan. Og i denne proces er det klart, at vi vanskeligt kan tale alles sag – ja, eller sågar flertallets – uden at fremstå slemt populistiske. Derfor valgte vi at tale naturens sag, og håber, at det i sidste ende vil blive opfattet som den mest oprigtige og formålstjenlige repræsentation af også vore medlemmers interesse.

Og her må vi bare konstatere, at de naturværdier der går tabt, eller den indflydelse på miljøet der måtte foregå i Mindeparken som følge af kunstværket, ikke er tilnærmelsesvis så foruroligende, som den daglige forarmelse af naturen i vore produktionsskove, i det åbne landbrugsland, eller i vores havmiljø. Der vil ikke være arter af hverken planter eller dyr som oplever en bestandstilbagegang på grund af værket i Mindeparken, mens det faktisk er tilfældet overalt i landet i øvrigt. Der vil ikke kunne spores rester af den vandbaserede akrylmaling i grundvandet under Aarhus efter begivenheden, mens det faktisk er virkeligheden som følge af land- og havebrugets intensive anvendelse af sprøjtegifte på marker og i villahaver. Der er altså med andre ord ingen konkret trussel mod naturen, i det omfang vi overhovedet kan tale om natur på de pyntelige, men ret beset uhyggeligt artsfattige kvadratmeter græsplæne, der lægger grund til maleriet. Så hvorfor denne voldsomme indignation, når vi knap løfter et øjenbryn over hverdagens langt alvorligere natur- og miljøovergreb?

Den afgørende forskel er velsagtens, at vi i Mindeparken oprøres over det fulde overlæg, hvormed påvirkningen af landskabet sker. Den hensigt, der angiveligt ligger bag provokerer os, fordi det grønne i vores intuitive forståelse er ensbetydende med det rene, jomfruelige og vilde, skønt det imidlertid langt fra er tilfældet. Ja, det tilhører efterhånden snarere undtagelsen end reglen. I Mindeparken øves direkte vold mod det grønne, som en hån mod naturen – eller måske i virkeligheden snarere som en velplaceret finger i såret på vores amputerede forståelse af det grønne, som virkelig natur?

Det springende punkt her, er vore individuelt forskellige natursyn. Disse er personlige og subjektive, og i princippet ligeværdige. Når DN derfor skal forholde sig til en konkret problematik som affæren i Mindeparken, må vi i udgangspunktet respektere og anerkende, at enhver føler og reagerer, som det nu føles rigtigst. Og dernæst må vi objektivt forsøge – på baggrund af en anerkendt, fagligt funderet fællesnævner – at vurdere konsekvenserne af kunstværket, og siden veje eventuelle fordele op mod ulemperne. Kun således kan DN som organisation forblive troværdige, også næste gang vores indsats for naturen er påkrævet. Hvis vi derimod mobiliserer det tunge skyts nu, hvad efterlader det så af ammunition når de virkelige slag skal slås? Hvis vi forarges over en rød græsplæne og et par tabte seljerøn, hvilken reaktion skal vi så mønstre når overdrevet eller engen bliver pløjet op og de gamle egetræer fældes? Vi er alle nødt til at differentiere vores forståelse af, og reaktion på, de konstante kulturpåvirkninger vi udsætter naturen for og tilpasse vores reaktion til omfanget af katastrofen. Og en rigtig god og meningsfuld ledesnor for disse vurderinger og beslutninger, finder vi øverst på dagsordenen for såvel global som national og lokal naturbevarelse. Her er naturligvis tale om den biologiske mangfoldighed, eller den såkaldte biodiversitet; en konkret og anvendelig parameter for værdifastsættelse af naturen, der siger os noget om, hvorvidt naturindholdet – dvs. variationen og mængden af liv – trives eller er i ubalance. Og med denne målestok i hånden, kan vi med overvejende sandsynlighed fastslå, at der ikke vil være natur der forringes nævneværdigt, som følge af projektet i Mindeparken.

Kunne man forestille sig, at DN selv ville tage initiativ til et lignende projekt, hvis det fremmede en større sag? Næppe. Eller betyder det, at alt er tilladt og i orden, såfremt man blot ikke forgriber sig på biodiversiteten? Nej, selvfølgelig ikke. Der kan være mange andre legitime hensyn og interesser for en bredtfavnende, grøn interesseorganisation som DN. Men i det konkrete tilfælde var ingen af disse i spil, og på den baggrund syntes det fornuftigt i stedet, at profitere på den rigelige mediedækning som sagen afstedkom og rette fokus på de virkelige udfordringer for naturen. Uden brug af én eneste DN-medlemsstøttekrone har naturen i den forgangne uges tid fået tildelt mere taletid i offentligheden end man sædvanligvis får ved hundedyre, målrettede kampagner. Og for én gangs skyld har vi haft anledning til at brede den vigtige diskussion om vores allesammens natursyn – dvs. om rammerne for vores fælles naturforståelse – ud til en bredere skare af aarhusianere og danskere i øvrigt. Det er lige før jeg vil vove den påstand, at det er et kunstværk i sig selv.

Derfor til slut, en tak til alle de bekymrede aarhusianere (og andre), som henvendte sig til Danmarks Naturfredningsforening med et ønske om øjeblikkelig fordømmelse af AROS og det meget iøjnefaldende tiltag i Mindeparken. Jeres årvågenhed er afgørende for, at DN opfanger – og ofte forhindrer – de mange ind- og overgreb der dagligt finder sted på det danske landskab. Flere af jer er formentlig fortsat uenige i DN’s officielle position, mens nogle forhåbentlig har købt min argumentation. Og sådan bør det selvfølgelig være. Jeg håber dog i det mindste, at I alle har taget jer tid til refleksion og har fundet anledning til at støve jeres natursyn af og give det et altid tiltrængt realitetstjek. Der er mere end nogensinde brug for det.