Gå til indhold

DN Aarhus holder skruen i vandet!

DN Aarhus holder skruen i vandet!
  • Miljø
  • 25. november 2023

DN Aarhus har i efterårets løb sat ekstra fokus på havmiljøet og tilstanden i Aarhus Bugt, og vi fortsætter indsatsen i det nye år.

Marin temadag
Som en del af DN's landsdækkende kamp for den blå biodiversitet, har vi også i Aarhus brugt kræfter på at formidle om havets tilstand. I begyndelsen af oktober afviklede vi således sammen med en række andre grønne foreninger en velbesøgt Temadag på Naturhistorisk Museum under overskriften Havet omkring Danmark  Du kan finde alle præsentationerne fra de mange oplægsholdere her
 
Danmark Holdt Vejret - ved Bellevue
Senere samme måned forsøgte vi på en vindomsust søndag at skabe blæst om iltsvindet i de indre danske farvande. Det lykkedes at samle omkring halvtreds mennesker på stranden ved Bellevue til en happening i silende regn og stiv kuling fra øst. Der var officielle taler efterfulgt af tavshed på slaget 12.00, da vi alle holdt vejret i op imod 30 sekunder, i sympati med havets levende væsner, der gisper efter luft. Begivenheden fandt sted samtidig på mere end 60 lokaliteter over hele landet, og efterfølgende har vi klippet denne lille film sammen
 
Debatarrangement med borgmesteren
Og bare et par uger senere inviterede DN Aarhus sammen med borgmesteren til en spændende debataften på Aarhus Lystbådehavn, hvor Jacob Bundsgaard sammen med professor i marinbiologi ved AU, Peter Grønkjær og formand i DN Aarhus, Sebastian Jonshøj diskuterede udfordringer og løsninger med et talstærkt publikum. Blandt aftenens emner var etablering af stenrev og udplantning af ålegræs, som midler til at genskabe undersøiske levesteder for marine organismer, og selvfølgelig kom vi også omkring næringsstofproblematikken. Her blev det bl.a. fastslået, at skønt spildevandsoverløb stadig er en udfordring som fortjener opmærksomhed og bør adresseres, så forbliver landbrugets udledninger af kvælstof det altoverskyggende problem for havmiljøet, også i de østjyske kystvande. Og her kunne vi med tilfredshed konstatere, at borgmesteren noterede sig budskabet om, at en væsentlig del af løsningen på bugtens problemer findes på landjorden, hvor behovet for udtagning af vandløbsnære landbrugsarealer bliver stadig mere presserende.
 
Havneudvidelsen
Og var der nogen der sagde havneudvidelse? Den blev kun berørt overfladisk, idet der var enighed om, at man godt kan samarbejde om proaktive naturtiltag FOR havet, samtidig med at man forholder sig forskelligt til konsekvenserne af en havneudvidelse. Og her minder vi lige om, at DN Aarhus fortsat er stærkt kritiske overfor anlægsprojektet og som bekendt derfor har påklaget den politiske vedtagelse af lokalplanen for udvidelse af Yderhavnen til Planklagenævnet. Klagen er fortsat under behandling i nævnet.
 
Havplanen på bedding
Og endelig er seneste nyt på den marine front, at den nationale Havplan,  som har været undervejs ad flere omgange og i helt utrolig lang tid, nu omsider er kommet i endnu en offentlig høring. Af den reviderede version fremgår det bl.a., at tidligere udpegede områder til muslingeopdræt i de indre dele af Aarhusbugten nu er taget ud. Det er overordentligt glædeligt, og kan ganske givet tilskrives en lokal lobbyindsats på tværs af kommuner og civilsamfundets aktører, herunder DN. 
 
Sammen med de øvrige Østjyske DN-afdelinger som er en del af Havsamarbejdet , vil DN Aarhus forholde sig til det foreliggende høringsmateriale og formentlig bidrage med lokale overvejelser og bemærkninger til DN's nationale høringssvar til Havplanen. Målet er selvfølgelig at få reduceret summen af de mange menneskelige presfaktorer på havet, således at vi med stenrev, ålegræs og andre biodiversitetsfremmende tiltag kan vende tilbagegangen og atter få livet tilbage under overfladen i Aarhusbugten.