Gå til indhold

Musikalsk naturvandring ved Moesgaard

Musikalsk naturvandring ved Moesgaard
  • 01. oktober 2018

I DN Aarhus afholder vi årligt en lang række offentlige arrangementer, hvor vi på den ene eller anden måde forsøger at sætte fokus på natur og miljø, og derigennem skærpe den folkelige interesse og opbakning. Her følger beskrivelsen af ét af de seneste og lidt mere usædvanlige arrangementer.

Af Birthe Troelsen, bestyreslsesmedlem i DN Aarhus  

DN Aarhus blev tidligere på året kontaktet af kunstneren, sangskriveren og komponisten Maria Elizabeth med henblik på at indgå i et samarbejde omkring ovennævnte aktivitet. Det accepterede vi, og med velvillig assistance fra seniorforsker, biolog og engageret naturformidler Rasmus Ejrnæs blev arrangementet indledt med en inspirerende og veltilrettelagt naturvandring i skoven omkring Moesgaard.

Udover DN's egen annoncering gjorde en omtale af arrangementet i radio og i dagspressen sit til, at der mødte mange mennesker op, 35 personer deltog i skovvandringen og mange flere valgte at kombinere et besøg på Moesgaard med en fredagskoncert. Efter en kort pause med en lille forfriskning til skovvandrerne fremførte Maria Elizabeth, med deltagelse af en habil sanger og bassist - udvalgte numre fra sin seneste udgivelse ”Circle the Woods”, en samling sange inspireret af oplevelser, man kan få ved at vandre i skoven. Sangene blev fremført med stor indlevelse, stemningsfuldt, smukt sunget og med velklingende lyd. Arrangementet gav deltagere og mange besøgende, heraf en gruppe udenlandske studerende, en skøn og berigende oplevelse.