Kommunen har en plan

Af Sebastian Jonshøj, formand i Danmarks Naturfredningsforening i Aarhus

At dømme ud fra antallet af uploadede høringssvar på Aarhus Kommunes høringsportal, afstedkommer udkastet til den kommende Planstrategi 2023 kun beskeden opmærksomhed blandt aarhusianerne. Det er måske ikke overraskende, men i grunden en skam.

Det kan godt være at det lyder tørt og kedeligt, men Kommunens Planstrategi danner grundlaget for den kommende revision af Kommuneplanen og udstikker dermed retningen for intet mindre end den fysiske udvikling af Aarhus i de kommende mange år. Og det kan ellers nok være at den plejer at have befolkningens bevågenhed – mest af alt når det er for sent. Det erfarer vi ofte i Danmarks Naturfredningsforening (DN), når vi modtager frustrerede henvendelser fra borgere, som føler sig overhalet af virkeligheden og sat udenfor indflydelse, og derfor søger en allieret i landets største natur- og miljøorganisation. Det er imidlertid min påstand, at mange skuffelser og megen indignation kunne undgås, hvis man i højere grad benyttede sig af de formelle muligheder for at blive hørt og søge indflydelse, som rent faktisk er en del af den etablerede myndighedsbehandling og politiske beslutningsproces.

Dialog og fælles erkendelse

Omvendt er ansvaret naturligvis ikke borgernes alene. For hvad hjælper det at ytre sig, hvis ingen lytter, eller hvis ens bidrag til debatten ignoreres? Politikerne og myndighederne skal blive bedre til at tage ikke blot borgerinddragelsen, men også resultatet af den, alvorligt. Når alt kommer til alt må idealscenariet være en konstruktiv samtale om muligheder og begrænsninger, og en oprigtig fælles interesse i en grøn og bæredygtig udvikling. Men det fordrer dels gensidig dialogvillighed, og dels en fælles erkendelse af de forestående udfordringer. Og skulle man være i tvivl om, hvori de består, så lad mig da hermed ridse dem op for læseren:

Arealplanlægning – en svær øvelse

Den kommunale arealplanlægning handler – i lighed med den nationale – groft sagt om, at tilgodese stadig flere legitime formål og interesser, på stadig mindre plads. Nogle af disse formål er dog mere presserende end andre og kan med rette betegnes som samfundskritiske, idet de repræsenterer fælles goder og langsigtede hensyn, der rækker ud over det enkelte individ og på tværs af generationer. Det drejer sig bl.a. om naturbevarelse, klimatilpasning og drikkevandsbeskyttelse; fundamentale forudsætninger for såvel en levende planet, som et velfungerende, bæredygtigt og fremtidssikret samfund, men samtidig potentielle udfordringer for de snævre, økonomiske interesser, som traditionelt styrer udviklingen. De samfundskritiske interesser adresseres altovervejende i det åbne land, udenfor bygrænsen, men det vender vi tilbage til.

Byen som bæredygtigt levested

Lad os derimod starte med at fastslå, at selve den omstændighed at langt de fleste af os efterhånden er bosat i byen, afhjælper pladsmanglen og reducerer vores samlede belastning. Trods naturens trange kår i betonjunglen, knytter der sig åbenlyse miljømæssige fordele til den urbane bosætning, og i en tid med stadigt større kamp om arealerne til allehånde formål – og pladsmangel som den entydigt største årsag til biodiversitetskrisen – giver det mening at indskrænke vores pladsforbrug og bosætte os tættere og på mindre matrikler. Byen som konstruktion tilvejebringer desuden en lang række muligheder for en mere rationel og mindre miljøbelastende håndtering af vores kollektive forbrug og output, ved f.eks. affald- og spildevandshåndtering, vand- og energiforsyning, logistik og distribution, transportadfærd osv. Hvis man opfatter byen som antitesen til en harmonisk og bæredygtig sameksistens med naturen bør man således overveje, hvordan et tilsvarende antal mennesker mon ville påvirke naturgrundlaget – herunder biodiversitet, klima, miljø og landskab – hvis de boede spredt i én-familie huse, over hele kommunen – eller det ganske land? Dette ræsonnement bør indgå som en del af præmissen for vores fælles bestræbelser på at gøre byen til et godt og attraktivt sted at leve. Og det gør vi bl.a. ved at invitere naturen med ind i byen og lade den forskønne vores bygninger og byrum, men dog i erkendelse og accept af at byen netop adskiller sig fra det åbne land og grundlæggende (bør) kendetegnes ved andre kvaliteter.

De blågrønne parker

Men lad os vende tilbage til Planstrategien og de førnævnte samfundskritiske interesser. For mens den urbane bosætning altså letter presset på det åbne land, efterlader det os med muligheden og ansvaret for netop uden for byen at gøre en forskel for biodiversiteten, for klimaet og for drikkevandet. Med begrebet blågrønne parker introducerer Byrådet en ny og progressiv måde at adressere udfordringerne på, som baserer sig på multifunktionalitet. Dvs. erkendelsen af, at flere problemstillinger skal løses på samme tid og sted, og med fælles virkemidler. Ved at udpege store, sammenhængende arealer i det aarhusianske opland og dedikere dem til natur og grundvandsbeskyttelse, hvor land- og skovbrugsmæssige aktiviteter ekstensiveres eller ophører, vil man opnå følgende: en fremtidssikring af vores sårbare drikkevand imod kontaminering med sprøjtegifte; en reduceret udledning af næringsstoffer til vores vandmiljø, herunder Aarhusbugten, der gisper efter vejret; en øget kulstofbinding i jorden og dermed en reduceret klimabelastning; og ikke mindst en målrettet indsats for naturen og den trængte biodiversitet, der som sagt skriger på plads, plads og atter plads. Og som et afledt gode, med rige muligheder for rekreative aktiviteter og styrket velvære for befolkningen.

Fra vision til virkelighed

Der forestår givetvis en vanskelig øvelse med at realisere disse blågrønne parker. Der fordres et skærpet lovgrundlag og nogle udbyggede finansieringsmodeller, og mulighederne for borgerinddragelse og frivillig jordfordeling skal afsøges og forfølges grundigt. Kommunen kan næppe løfte opgaven alene, men må alliere sig med forsyningsselskaber og andre relevante aktører, og ultimativt skal der sættes en politisk konsekvens bag indsatsen, som afspejler den samfundsmæssige prioritering af vores fælles værdier, herunder rent drikkevand og en levende og mangfoldig natur.

Men trods disse udfordringer er der grund til at glæde sig over, at Aarhus Kommune med planstrategien nu endelig formulerer et klart og utvetydigt signal om, at man er parat til at lade hidtidige blindgyder erstatte af nye veje, i indsatsen for den aarhusianske drikkevandsbeskyttelse. Det er en både modig og radikal vision om, på én og samme gang, at løse adskillige at vore største aktuelle samfundsudfordringer og bindende politiske målsætninger, og samtidig skabe nye muligheder for den brede befolkning. Og den skal ses som en pragmatisk, naturbaseret og bydende nødvendig tilpasning til en fremtid, hvor rent drikkevand og velfungerende økosystemtjenester – i modsætning til i dag – tillægges deres reelle værdi, som aarhusianernes forsynings- og eksistensgrundlag.

Aarhus Kommunes forslag til Planstrategi 2023 rummer kort sagt lovende perspektiver for en ansvarlig og bæredygtig samfundsudvikling. Men det er indtil videre kun ord på et stykke papir. Nu ser vi frem til at de følges op af en ambitiøs og målrettet realisering, med bred politisk opbakning og et kollektivt udbytte for alle aarhusianere, nu og i fremtiden.

Læs i øvrigt Danmarks Naturfredningsforenings høringssvar til Planstrategi 2023