Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus

Jeg er født og opvokset i Aarhus, og har i tidens løb boet mange forskellige steder i byen, fra nord til syd. Og lige fra barndommen til i dag, har naturen ved Moesgaard været dét sted jeg tog hen, når sindet virkelig skulle stimuleres og horisonterne udvides. Skovene syd for byen forekom engang uendelige og udsigten over bugten ligeså; verden var grænseløs og eventyrlig og kronologien var suspenderet i et surrealistisk og intenst møde mellem Grauballemanden, svævebanen ved museet, vikingerne der sloges ved stranden, en spytklat fra iskiosken med parisertoasts og kæmpe Karl Johan svampe i skovbunden. Historiens vingesus var evident og enormt allestedsnærværende og naturen udgjorde den kun marginalt foranderlige kontekst, der favnede alle tiders oplevelser og bandt fortid og nutid sammen, i et harmonisk og meningsfuldt hele. Landskabet omkring Moesgaard var – og er fortsat – et landskab, der pirrer fantasien og udfordrer sanserne, fordi det rummer store kultur- og naturoplevelser, der bidrager til vores forståelse af os selv som mennesker og af vores plads i, og med, naturen.

Med årene udfordres barndommens forestillingsverden som bekendt af realiteterne og man erfarer, at tiden ikke står stille. At også den vidtstrakte mosaik af skov, enge, overdrev og landbrugsarealer omkring Moesgaard – på linje med byens øvrige grønne områder – har sine geografiske begrænsninger og i stigende trad trues af ydre påvirkninger.

Aarhus vokser i disse år med eksplosiv hast og det afføder et øget pres på byens grønne rum og åbne landskaber. Dels fordi nogle udstykkes til bebyggelse eller infrastruktur og dels fordi de tilbageværende i stadig højere grad bliver mål for den øgede befolknings legitime ønske om rekreative muligheder. Hvordan undgår vi imidlertid, at denne udvikling sker på bekostning af de eksisterende natur- og kulturværdier, der netop karakteriserer Aarhus som en attraktiv by at besøge og bosætte sig i?

Som et helt naturlig element i storbyens vækstaspirationer bør naturligvis indgå seriøse overvejelser om, hvordan det grønne – naturen – forbliver en integreret del af befolkningens nærmiljø og hverdag. Det bør ske i en progressiv, visionær planlægningsproces, der er på forkant med udviklingen, og ikke som hyppige, forhastede lappeløsninger, der altid er et skridt bagefter og oftest underordner naturen allerede vedtagne arealdispositioner. Samtidig bør man prioritere en levende, forskelligartet og allerhelst eksisterende natur, i modsætning til nyetablerede græsplæner og eksotiske blomsterbede, der nok pynter, men ikke bidrager væsentligt til en rigere biodiversitet. Og endelig skal planlægningen følges op af implementering og politisk konsekvens, således at vedtagne beslutninger ikke ignoreres eller omstødes af talløse lokalplantillæg, der lefler for højestbydende.

I en idealverden ville vi komme til fornuft og værdisætte et uudnyttet naturareal lige så højt – eller højere – end byggemodnede matrikler. Det er en økonomisk lovmæssighed, at værdien af noget stiger omvendt proportionalt med dets rigelighed og tilgængelighed. Det burde derfor være således, at jo mindre naturareal der er tilbage, des større værdi tillægges det, og des større anstrengelser gøres for at bevare det. Sådan er det imidlertid sjældent.

Det er derimod en påvist kendsgerning, at den biologiske mangfoldighed, dvs. variationen og rigdommen af liv, er i dramatisk tilbagegang overalt i Verden, ikke mindst i Danmark. Der hersker ligeledes almindelig videnskabelig enighed om, at pladsmangel er én af de altoverskyggende årsager. Vi mennesker fortrænger og fragmenterer naturen og det liv den rummer til perifere frimærker uden sammenhæng, og uden den fornødne størrelse og kvalitet til, at de naturlige økologiske processer kan opretholdes.

Ikke mindst i lyset af denne problematik, er landskabet ved Moesgaard overordentligt interessant og værdifuldt. Her finder vi stadig noget af den kontinuitet i både tid og rum, der er en forudsætning for en robust og rig natur. Her fornemmer man ælde og forfald som en ligeså afgørende succesparameter for landskabsforvaltningen, som sirlig pleje og etableringen af nyt. Her findes en sjælden sammenhæng, ikke blot fysisk og geografisk, mellem større, uudnyttede arealer, men også mellem kultur og natur, der på mange måder eksisterer i gensidig understøttelse og som hinandens forudsætninger. Her har udvalgte træer af kulturhistoriske årsager og ud fra æstetiske hensyn fået lov at slippe gennem det forstlige nåleøje, der oftest forhindrer en naturlig ældningsproces. De står – eller ligger – i dag som værdifulde levesteder for ugler, spætter, spurve og flagermus, og forgår, som spisekammer for insekter og vedboende svampe. I stendiger, levende hegn og på områdets mange fortidsminder myldrer det ligeledes af liv, og på de afgræssede enge går naturpleje og kulturhistorie hånd i hånd. Her har vi hidtil fundet en balance, hvor både mennesker og natur profiterer.

Set fra oven, trækker topografien omkring Moesgaard helt oplagt tråde hinsides Oddervej, og mere end antyder konturerne af et spektakulært, sammenhængende og stærkt bevaringsværdigt landskab, der rummer alt det bedste af den østjyske natur- og kulturhistoriske udvikling siden istiden. Det strækker sig fra de næsten himmelstræbende Holme Bjerge i nordvest, over naturperlen Hørret Skov og enge, til bunden af ådalen, for i sydvest at omfatte Vilhelmsborg og den forestående, storslåede genslyngning af Giber Å’s øvre løb gennem det kuperede dalstrøg. Tænk, hvis man om hundrede år kan stå på Jelshøj – eller på taget af MoMu, for den sags skyld – og fortsat betragte levende hegn, vidtstrakte skove, blomstrende enge, bølgende kornmarker og levende landsbyer, i én sammenhængende, dynamisk vekslende idyl? Et landskab, der eksisterer i sin egen ret, men til glæde og gavn for natur og mennesker i den storby, der da omslutter og strækker sig milevidt på alle sider. Indenfor disse rammer kunne man med en yderligere ekstensivering af landbrugsarealer og en endnu mere biodiversitetsfokuseret skovforvaltning, fremme eksistensbetingelserne for såvel naturen, som for de mange aarhusianere og tilrejsende besøgende, der i stadigt stigende omfang tiltrækkes af stemningen og tilbuddene ved Moesgaard.

Hvordan landskabet omkring Moesgaard også i fremtiden kan sikre og understøtte naturbeskyttelse og rekreative interesser på en afbalanceret måde, kan der være mange bud på, og ligeså mange planlægningsmæssige virkemidler til at realisere. Men det hele begynder med de overordnede visioner og tanker for en større sammenhæng og et videre perspektiv. Hvis fremtidens østjyske metropol engang skal glæde sig over sin særegne Frederiksberg Have eller Central Park, så forudsætter det langsigtet planlægning med udgangspunkt i oprindelige, eksisterende værdier. Grønne områder af det format opstår ikke fra dag til anden og kan ikke skabes til lejligheden. De skal drømmes i gang.