Af Søren Højager, bestyrelsesmedlem i DN Aarhus

Tilbagegange for vore mest almindelige arter er væsentlig sværere at konstatere og følge end for de sjældnere arter, og en negativ udvikling kan derfor let forblive ubemærket. Det besluttede Dansk Ornitologisk Forening at gøre noget ved og iværksatte derfor i 1976 og videre frem, grundige optællinger af netop vore mest almindelige arter. For gråspurvens vedkommende er resultatet nedslående. Siden 1976 er antallet af ynglepar reduceret til omkring det halve, og antallet af registreringer om vinteren er faldet endnu mere dramatisk, så der nu blot er omkring ¼ i forhold til antallet i 1976.   

For mange forekommer disse tal måske overraskende, for der er jo stadig masser af spurve ved foderbrættet og i bybilledet. Men i mange tilfælde er det ikke mere gråspurve, der tager for sig af retterne på foderbrættet, men derimod skovspurve. Skovspurven adskiller sig tydeligt fra gråspurv ved at have kastanjebrun isse og kridhvid kind med en sort kindplet. I samme periode, som gråspurven er gået tilbage, er der sket en fordobling af antallet af ynglende skovspurve.

Gråspurvens foretrukne redested er under tagsten og i hulrum i bygninger. Og det er givetvis her, vi finder en del af forklaringen på gråspurvens tilbagegang, da moderne husbyggeri ikke rummer samme muligheder for redeplacering. Hertil kommer, at fødemængden specielt uden for byerne begrænses på grund af en mere intensiv landbrugsdrift samt brug af pesticider. 

Skal vi så til at betragte gråspurven som en direkte truet art, der kræver særlig bevågenhed og beskyttelse? I betragtning af udgangspunktet – det store antal ynglepar – er svaret i dag nej, men pointen er, at man ikke bare skal holde et vågent øje med vore mere ikoniske sjældne ynglefugle som f.eks. hvid stork, men også holde et vågent øje med de almindelige arter som f.eks. gråspurv. Fortsætter den negative udvikling for gråspurven, kan artens status naturligvis ændre sig, så gråspurven er værd at holde øje med i fremtiden.