Af Sebastian Jonshøj, formand i DN Aarhus

Det er ikke fuglesang, der almindeligvis kendetegner den danske vinter. Faktisk gør de ikke meget væsen af sig på denne årstid, fuglene, hvis man lige ser bort fra de emsige flokke af den mest talrige danske vinterfugl, skovspurven, eller måske en enlig rødhals, der trodsigt opretholder territoriet året rundt. Men så pludselig hører man en fortryllende bjældeklang over tagryggen, og nej, det er ikke julemandens rensdyr, men derimod en flok silkehaler på vinterbesøg i villakvarteret.

Forleden betragtede jeg en sådan flok, der havde slået sig ned i en trætop i et århusiansk forstadskvarter, på sikker afstand af fortov, mennesker og strejfende katte. Herfra fløj de ustandseligt ned i den nærliggende ligusterhæk, og rippede den aldeles for sorte bær, som de bragte tilbage og åd i den uforstyrrede trækrone. Og indrømmet, det var ikke min indkørsel og slet ikke min bil, der indenfor få øjeblikke blev omlakeret af blåsorte dryp fra oven. Det er tænkeligt, at bilens ejer sidenhen fandt det stærkt urimeligt og forbandede de ubudne gæster tilbage til fjerne, nordlige himmelstrøg, men faktisk er det værd at glæde sig over silkehalens yndefulde ydre, der tilføjer den danske fuglefauna lidt eksotisk skønhed og stil. Desuden forundres man over naturens mageløse evne til altid at udfylde de mest usandsynlige nicher på den mest overraskende måde. Således har den udstyret silkehalen med en ualmindelig stor lever, som gør den i stand til at konsumere endog meget store mængder gærede bær, uden at blive alkoholpåvirket. Og dét, kan man måske med rette finde en smule urimeligt, hvis det endelig skal være.