Gå til indhold

DN Aarhus ønsker adgangsveje bevaret

DN Aarhus ønsker adgangsveje bevaret
Der er en hårfin balance mellem tilgængelighed og tilgroning; gammel kirkesti ved Tilst. Foto: Sebastian Jonshøj
  • 25. oktober 2026

Når veje og stier gror til og nedlægges, indskrænkes befolkningens muligheder for at færdes i landskabet

Det er en mangeårig og kedelig tendens, at markveje og stier i det åbne land umærkeligt forsvinder fra landkortet. I takt med at markerne og maskinerne bliver stadig større, og landbefolkningen ikke længere har et praktisk behov for at færdes til fods mellem landsbyer og bebyggelse, finder lodsejere det ofte mere bekvemt at nedlægge stier og veje. Så slipper man for vedligeholdelsen og for at have fremmede mennesker rendende i tide og utide.

Og det er ikke fordi det er særligt vanskeligt at nedlægge disse offentlige færdselsårer i landskabet. Man skal blot anmelde sin hensigt til kommunen og derpå afvente en frist på fire uger, hvorefter man automatisk er imødekommet, såfremt ingen - herunder kommunen - har gjort indsigelser. På den måde forsvinder der hvert år utallige markveje landet over, uden at nogen løfter et øjenbryn. Og efterhånden er landskabet uden for byerne blevet mere og mere utilgængeligt.

Derfor har DN Aarhus ikke været sene til at kommentere på to nylige ansøgninger om nedlæggelse af stier i henholdsvis Egå og ved Malling. Skønt ansøger givetvis mener at have gode argumenter, betragter DN det som et led i en uheldig udvikling, som det er vores opgave at forsøge at bremse. Derfor opfordrer vi Aarhus Kommune til at give afslag på ansøgningerne og i stedet pålægge ansøgerne at opretholde adgangen for offentligheden.

DN Aarhus ser frem til kommunens afgørelse og håber naturligvis at forvaltningen vil have øje for værdien af at bevare adgangsveje i landskabet uden for byen.